| Flere

'Støt sponsorerne - de støtter os'

Nørager Boldklub får nye sponsorer hvert år, men de passer også godt på dem, de allerede har.

Skiltet står ved Nørager Boldklubs baner og fungerer som en evig påmindelse om, at sponsorerne er vigtige for foreningen

Nørager Boldklub ligger på Norddjursland og har omkring 120 medlemmer og lige så mange sponsorer. Og selv om sponsoraterne er vidt forskellige i størrelse og indhold, bliver der ikke gjort forskel.

»Alle vores sponsorer er lige. Vi skelner ikke mellem, om de støtter os med 250 eller 10.000 kroner,« siger Ib Christensen, sponsorkoordinater i Nørager Boldklub.

Han forklarer, at hver sponsor har en fast kontaktperson i klubbens sponsorudvalg:

»Det gør det lettere for både dem og os.«

Tips til sponsorarbejdet

Nedsæt et sponsorudvalg

Find ud af, hvad foreningen kan og vil tilbyde en sponsor

Lav retningslinjer– hvem gør hvad, hvordan og hvornår?

Husk, at et sponsorat er et samarbejde – ikke en donation

Nye sponsorer hvert år

Hvert år sætter de seks til otte medlemmer af sponsorudvalget sig ned og taler om, hvem der kunne blive klubbens nye sponsorer.

De finder ud af, om de kender nogen, og om der er startet nye virksomheder, som kunne være interessante - og hvem der skal være ansvarlig for kontakten.

Så bliver der sendt et brev ud til de potentielle nye sponsorer, hvor der står, at de vil blive kontaktet om 14 dage med henblik på at lave en sponsoraftale.

To uger senere møder den ansvarlige fra sponsorudvalget op og fortæller om mulighederne for at støtte Nørager Boldklub.

»Så er der nogle der vil, og nogle der ikke vil. Vi får omkring tre til fire nye sponsorer om året,« fortæller Ib Christensen.

Han forklarer, at det er vigtigt for klubben selv at være opsøgende, for han er kun en gang blevet kontaktet af én, der på eget initiativ ville sponsorere foreningen.

Støtten går begge veje

Ib Christensen er ikke i tvivl om, at det er vigtigt, at klubben og dens medlemmer er god til at støtte sponsorerne personligt.

»Vi køber cyklen hos den cykelhandler, bestiller den maler eller den elektriker, der sponsorer os,« siger han.
Sponsorudvalget passer også på klubbens sponsorer ved at holde et årligt arrangement for dem. Det kan være en fest eller en tur.

Der plejer at dukke omkring 80-100 op, og det var også på sådan en tur til Randers Stadion, at Nørager Boldklub selv endte med at blive sponsor, da de købte en Skybox og ’videresolgte’ den til de af klubbens sponsorer, der var interesserede.

»Der får de mulighed for at møde 800-1000 andre erhvervsdrivende,« siger Ib Christensen og fortsætter:

»På den måde får Nørager Boldklub sit navn vist frem, og sponsorerne får mulighed for at styrke deres netværk.«

Periodisk arbejde

Nogle af medlemmerne i sponsorudvalget er trænere ved siden af, mens andre kun er med i sponsorudvalget. Og det har ikke været svært at finde frivillige til sponsorudvalget, selv om der i perioder er meget at lave.

»Vi har en travl måned i foråret, når der findes og kontaktes nye sponsorer, sendes breve ud til de ’gamle’ og planlægges et sponsorarrangement,« siger Ib Christensen og fortsætter:

»Men så kan vi jo slappe mere af resten af året.«

Læs mere om sponsorarbejde i Udspil nr. 7

Opdateret 21. september 2011 Af Gitte Iversen

Ejer: Kommunikationsafdelingen